Udsalgsslutspurt - tips til gode rabatter

Opskrift på issandwich a la Maxibon

 

1is 2is 3is 4is 5is 6is 7is 8is

I fredags lavede jeg de her til Disneysjov og, undskyld Jantelov, de er altså drøngode! Sådan lige-i-øjet-det-jeg-gik-efter-perfekte! 😉
Drengene var også ellevilde, så de bliver nok en fast del af vores fredagsslik-repertoire fremover.
Vi spiser nemlig sjældent (fredags)slik herhjemme, hellere en god kage eller dessert, som jeg ved hvad der er i 😉

Sidste sommer, da W fik svaret om, at han er laktoseintolerant, kiggede vi på iskortet da vi var på sommerferie, og snakkede om hvilke is vi skulle forsøge at efterligne i en laktosefri udgave.
Jeg har altid været fan af Maxibon og W haft lyst til at smage den, så det var et af ønskerne.
Det har derfor stået på min mad-to-do længe, heldigvis fik jeg endelig kastet mig ud i projektet 🙂

Opskriften kommer her, det er faktisk temmelig nemt at kaste sig ud i. Jeg vil endda tro W selv kan lave dem snart. Det der tager længst tid er ventetid, mens fryseren gør sin del af arbejdet.
Fordelen er dog, at de sagtens kan laves i god tid og hives frem, når der skal dessert eller (sommer)isforkælelse på bordet.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde dem, men drengene og jeg blev enige om at det må være en slags issandwich. Andre navne på bordet var blandt andet iskiks, vanilleis i svøb, iskrammer, ishaps, fri-os-fra-laktose-is, Maxibon uden den anden ende, iskikserier og mælkesnitteis (jeg er dog ikke til mælkesnitter, så for mig er det ikke et ‘positivt’ navn 😉 )
Hvis du har et godt navneforslag, så kom endelig med det 🙂

Opskriften giver ihvertfald 12 store hapsere

Du skal bruge: 

En portion is (jeg brugte vanille, men det kunne i princippet også sagtens være bananis, jordbæris, chokoladeis eller…)
Til hjemmelavet vanilleis:

4 past. æggeblommer
100 gr. sukker
1 tsk vanillepulver (ikke vanillesukker)
250 ml mælk (evt. laktosefri) + 50 ml piskefløde (evt. laktosefri)
250 ml piskefløde (evt. laktosefri)
Til kiksen / sandwichbunden:
100 gr. mørk chokolade
4 æg
100 gr. sukker
50 gr. brun farin
80 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)
1/2 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt

Husholdningsfilm / vitawrap
Evt. mellemlægspapir

En fryser

Sådan gør du:

Hvis du laver isen selv, er det en god idé at få den sat over som det første. Så kan den køre i ismaskinen mens du laver bunden:
Pisk æggeblommer og sukker indtil blandingen er skummende og let. Pisk vanillepulver i. Bland 250 ml mælk med 50 ml piskefløde og hæld det i æggesnapsen under konstant omrøring.
Pisk fløden til den er næsten stiv og vend den sammen med æggesnapsen med en dejskraber. Sørg for at få det blandet godt sammen.
Tænd ismaskinen og hæld blandingen i. Tilberedningstiden er ca. 20-40 min. alt efter maskine

Så er det tid til at lave bunden:
Tænd ovnen på 190 grader.
Hak og smelt chokoladen over vandbad. Tag den af varmen.
Pisk æg, sukker og brun farin luftigt. Det tager nogle minutter med en elpisker.
Når massen er pisket luftig og let, piskes chokoladen i, i en tynd stråle.
Bland de tørre ingredienser og si dem i æggemassen. Vend det rundt med en dejskraber til dejen er ensartet.
Smør dejen ud på en bageplade med bagepapir. Sørg for at det bliver rimelig ensartet fordelt.
Bag bunden i 7-8 minutter, til den er gennembagt og giver lidt efter når du trykker på den med en finger.
Afkøl bunden på en rist

Når bunden er afkølet og isen klar (den skal have softicekonsistens) kan du begynde at samle issandwich’ene.
Sørg for at have to store stykker vitawrap indenfor rækkevidde, til at pakke ind i.
Start med at skære bunden i to (ca.) lige store stykker. Skær derefter de to stykker i to stykker, så du har 4. Så er det lettest at arbejde med.
Smør softice ud på to af bundene og læg de to andre bunde ovenpå.
Jeg vender bundene om, så den side der er bagt ned mod bagepapiret vender udad, men det er en smagssag hvilken side man synes er pænest 😉
Læg det store stykke issandwich over på vitawrap og luk det stramt rundt om, så isen bliver holdt inde. Gør det samme med den anden bund og læg dem straks i fryseren.
Efter min. 3 timer på frys er de klar til at blive skåret i bidder og nydt

Iskagerne kan skæres ud i lige de størrelser du ønsker. For at få dem til at fremstå knivskarpt, skærer jeg de yderste kanter til. De små stykker der kommer ud af det er du desværre nødt til at spise undervejs, da de ikke er værd at gemme på 😉
Hvis du vil lave dem hapse-venlige, kan du sætte lidt mellemlægspapir omkring, det kan nemlig fjernes efterhånden som man får spist sig igennem isen, uden at det klistrer fast.

Rigtig dejlig søndag – med is på ruden – og måske i hånden? 😉

Og husk; som altid, bliver jeg virkelig glad for feedback på mine opskrifter. Enten her eller på instagram @mormedmegetmere – jeg vil også meget gerne se det I får kokkereret! 😉
Og hvis du har spørgsmål eller andet, er de selvfølgelig også meget velkomne!

 

Tip! Hvis du ikke har en ismaskine eller tålmodigheden til det, kan du sagtens bruge en is fra den lokale frysedisk. F.eks. softice fra Karolines eller en vanilleis (eller anden slags) du pisker op så den får softicekonsistens, inden du smører den ud på bunden

Hvis du klikker her, kan du se mine andre opskrifter på hjemmelavet is

   

8 kommentarer

  • Kirsten

    Har du prøvet at overtrække med chokolade, som den originale? Tænker på om isen smelter imens 😕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det ser godt nok lækkert ud – det må jeg da prøve at lave en dag.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak Heidi. Hvis du synes bare halvt så godt om dem, som vi gør herhjemme, så bliver de et hit 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja Astrup

    Hvor ser de lækre ud

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har et ønske til et indlæg 🙂 må vi få lov at kigge i dine sønners madkasser? Jeg mangler inspiration på den front 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak for ønske Ida. Altid rart med input til indlæg. Der er en del der har efterspurgt det efterhånden – det er på min to do 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udsalgsslutspurt - tips til gode rabatter