Om mad der ikke bliver for gammelt... Min (jule)gave til S

Opskrift på lækre, sunde majsvafler med chia

1-1 1-2 1-3 1-4 1-5 1-6

Sundhedsfanatismen når nye højder (hvert år) i januar, (min mening om det må jeg vist gemme til et andet indlæg 😉 ) så den første opskrift i det nye år må hellere være en sund én af slagsen ik? 🙂

I julegave fik jeg et nyt køkkenlegetøj, der blandt andet kan lave belgiske vafler. I juledagene blev den testet med vafler af den usunde slags og de var et stort hit.
Vafler er vel egentlig det nye sort indenfor madlavning og vi har også været fans længe herhjemme. Nu kan vi så også lave dem i andre forklædninger og det bliver de altså ikke dårligere af 🙂

I går lavede jeg lækre, sunde majsvafler med chiafrø til frokost og de var væk hurtigere end jeg kunne nå at blinke. Drengene var ellevilde, og jeg måtte ikke forlade køkkenet, før jeg havde lovet, at jeg ville lave nogen igen snart, til deres madpakker 🙂 Men helt ærligt; jeg gad virkelig også godt have sådan én med i min madpakke!

De er tilmed lette at lave, glutenfri, laktosefri og kan sagtens laves i forvejen.

I går samlede jeg dem i to varianter; en med røget laks og en med hjemmelavede kyllingefrikadeller i tynde skiver. Derudover var der revet gulerod og agurk, rød peber, cherrytomater og yoghurtdressing i. Uhm altså!
Den ville også fungere super godt som en klassisk club sandwich med kylling, bacon, salat, rødløg og karrydressing.

Opskriften rækker til 3 hele / 6 halve belgiske vafler

Du skal bruge: 

1 dl majsmel (jeg bruger fuldkornsmajsmel)
1 tsk. bagepulver
2 tsk. chiafrø (kan evt. erstattes af havregryn)
1 tsk. salt
1/2 tsk. karry
4 æg
1 dl (laktosefri) yoghurt naturel eller skyr

Sådan gør du: 

Hæld majsmel i en skål og sigt bagepulver i (så du slipper af med eventuelle klumper i bagepulveret)
Tilsæt de andre ingredienser og pisk massen sammen med et piskeris.
Lad dejen trække 10 minutter på køkkenbordet, så chiafrøene svulmer lidt op.
Tænd for vaffeljernet og varm det igennem.
Hvis det ikke er et slip-let jern, kan du evt. smøre lidt smagsneutral kokosolie eller anden olie på jernet inden du går i gang med at bage vaflerne.
Hæld dej på pladen. Pas på med at komme for meget dej på, så det flyder over når du lukker. Dejen hæver under bagningen og bliver en del højere.
Lad vaflen passe sig selv i jernet indtil den grønne lampe lyser. Tag vaflen ud og læg den på en rist, så den kan køle lidt af, uden at danne kondens under.

Saml vaflerne med det du synes er allermest lækkert og nyd 🙂

Tip! Hvis du ikke har et fancy vaffeljern der kan lave belgiske vafler kan du sagtens lave dem i et almindeligt vaffeljern i stedet.

Opskriften på sprøde speltvafler kan du finde lige her

 

Rigtig dejlig fredag og god weekend til jer alle!

5 kommentarer

  • Nicoline

    Hvis man både skal undgå gluten og mælk, har du så en ide til, hvad man kan udskifte yoghurten med? Laktosefri er ikke nok her!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Thiessen

    Jeg har fået samme julegave og det er bare et hit.

    Har lovet mine unger at købe pladerne til at lave donuts :o))

    God weekend, elsker at følge dig her og på Instagram.

    Knus
    Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Rikke. Jeg skal på jagt efter paninipladerne, nu har jeg haft panini på hjernen siden juleaften 😉
      Rigtig god weekend til dig også

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Det ser godt nok lækkert ud !! Vi har kun et alm vaffeljern, kunne være vi snart skulle lave nogen (min datter har også laktose intolerance).
    Hvad er det for et fancy vaffeljern du har fået ?
    Og tak for meget nemmere læsevenlig skrift type.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Marie. Det hedder ‘Tefal snack collection’ – og kan klart anbefales
      Ja heldigvis er det muligt at lave laktosefri vafler også, hurra for det 😉
      Rigtig god weekend til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om mad der ikke bliver for gammelt... Min (jule)gave til S