Tåge

Billederne er fra gåtur med drengene og min mor i går

Godt nytår derude. Håber I kom rigtig godt ind i det nye år

Mit 2015 endte slet, slet ikke som forventet. 2016 kom helt skævt fra start.

Min far fik konstateret kræft (igen) d. 30. Blev indlagt og opereret akut det meste af dagen d. 31. På et splitsekund blev mit hjerte vendt på vrangen.

Heldigvis gik operationen så godt som den kunne og de 50% risiko for at miste førligheden blev hængende som tomme ord i luften, gudskelov.
Nu venter næste kapitel. At han skal komme sig efter indgrebet og dernæst, hvad der så skal ske.

Vi står tilbage med en helt masse spørgsmål, der endnu må forblive ubesvaret og en masse tanker der popper op, viftes væk og som man slet ikke ønsker at søge svaret på.
Hvad er udsigterne? Hvor alvorligt er det? Hvilken behandling venter? Er det væk?

Jeg føler magtesløsheden som en lænke om hjertet. Men selvom jeg har allermest lyst til at ligge mig i fosterstilling, blive strøget over kinden og få at vide at det hele bare var en ond drøm, så går livet på underlig, forunderlig vis videre. Og det skal det jo også, det ved jeg godt.
Jeg har heldigvis også tre drenge omkring mig, der ikke forstår alvoren, og som holder mig i gang. Selvom det er hårdt, er det nok også godt.

Som min far ønskede, fik vi holdt en fin nytårsaften, selvom vi manglede ham. Vi sendte masser af tanker af sted i stedet. Det meste af maden var lavet i forvejen, heldigvis. Vi hyggede os, drak (børne)champagne, spiste 3 retters menu, skød knaldperler af sted, spillede spil, skålede nytåret ind kl. 24, så på fyrværkeri og gik kolde kl. 1. (at der så var en lille bebs der synes han skulle ammes kl. 2 og stå op kl. 5 kunne jeg godt have været foruden!.. Men sådan er det jo)

Det er i de svære stunder man mærker hvor stærk man egentlig er. Men jeg synes nu vi har mærket det så rigeligt de sidste år…
Min bror er på nytårsferie i New York og kommer hjem om et par dage, men vi forsøger at holde ham så opdateret som muligt.
Imens er drengene, A og jeg sammen med min mor så meget som muligt. Og vi har masser af familie omkring os, der sender tanker, opmuntring og hjælp vores vej. Det er vi mere end taknemmelige for.
Det skulle være en menneskeret, at alle der står i en lignende situation, har kære omkring sig!

I går mindede vejret mig om, at selv i tåge er der lys.
Og som en sød én skrev til mig; min far har det bedste heppekor man kan ønske sig. Og det har hun helt ret i, det er en rar tanke at bære med sig <3

Og her, midt i tågen, vil jeg endnu en gang opfordre til at fortælle dem man elsker, at man gør det. Jeg ved det er en kliché, men jeg synes stadig det er så vigtig en ting at huske på. Selvom jeg efterhånden har fået en del påmindelser om det, så kan jeg også glemme det midt i hverdag og hast. Midt i livets trummerum.
At kysse det satans liv og nyde hver eneste dag, så godt som man kan. Livet er f…. så skrøbeligt!

Må 2016 blive et glædesår, når tågen er lettet og solen igen bryder frem