Shop med gavekode til Barnets Verden

En(dnu en) milepæl

L6mdrcollage1234567

Jeg blinkede – og så var der gået et halvt år! GISP…! Kender I følelsen?

Jeg fatter det ikke, jeg har talt efter på kalenderen op til flere gange, men den er god nok. Vores lille bitte lykkefrø blev et halvt år i går! Et helt halvt år!
6 måneder, der bare er fløjet af sted. Og på den anden side, så kan vi slet ikke huske hvordan det var, da han ikke var her til at berige vores liv med smil, grin, grynt og søvnmangel 🙂

Et halvt år er på mange måneder en(dnu en) milepæl.
Nu er det tid til at drosle ned på amningen og lade andet, mere fast, føde få sin plads.
Han er begyndt at skraldgrine, skal se fremmede an, øver mavebøjninger en hel del gange hver dag, så selen til barnevognen må frem, savler som et springvand, sidder med ved bordet når vi spiser (det er helt vildt at være 5 om det runde bord nu, men det føles så rigtigt ;)), rækker ud efter alting, drikker vand af kop, elsker sine fødder højere end noget andet legetøj, vender og drejer sig efter behov og løfter numsen mod himlen og møffer rundt. Vejer 9kg+, bruger str. 74 (lidt endnu) og efterhånden ret tung at bære rundt på!
Jeg er spændt på om han kan kravle inden jul… Og hvornår de første bisser titter frem. Men kære L, du behøver ikke skynde dig 😉

Men altså, i går var en dag der skulle fejres, selvom jeg også havde lyst til at drukne mine sorger over tidens flygtighed. Men jeg synes faktisk ikke jeg kan nyde mere end jeg gør. Jeg nyder, nyder, nyder hver eneste dag og suger til mig af alt det gode. Det føles bare SÅ rigtigt, sådan helt, helt rigtigt, at vi er 5 herhjemme til at passe på hinanden og nyde sammen!
Selv efter 6 måneder er de to store stadigvæk helt forgabte i deres lillebror. Nusser med ham, synger for ham, putter med ham, holder øje med ham, spørger om de må sidde med ham, giver ham sutten når han har brug for den, pjatter med ham og siger flere gange dagligt; ‘Mor, han er bare sådan en nuttegris, han er bare så dejlig, jeg kan slet ikke lade være at kysse på ham hele tiden’ <3

I går da drengene kom hjem fra skole og børnehave havde jeg dækket op til halvt års fødselsdag – med halve kager selvfølgelig! Og så blev der fejret – og nogen (læs jeg) fik druknet sorgerne i sukkerlage – og så gik vi en tur bagefter, i det smukke solskinsvejr

S og jeg blev hurtigt enige om, at det kun er det her første halve år vi fejrer, for ellers bliver man alt for hurtigt gammel 😉 Nu håber vi bare at der går læææænge før vi skal fejre L’s fødselsdag igen – men der går nu nok kun et halvt år… Åh, jeg føler allerede nedtællingen er i gang. Vi ses, jeg må flyve, jeg skal lige være hausfrau mens L sover, så jeg har tid til at nyde, nyde, nyde når han vågner igen…

Rigtig god weekend! Nyd den…

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shop med gavekode til Barnets Verden