Lykkeglimt

Om tigerspring, forkælelse og lykkeplaner

12331

Når man tæller alder i uger, så bliver man hurtigt virkelig stor! I dag er lillebror allerede 5 uger gammel og jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg ved godt det er en kliché, men helt ærligt, hvorfor har tiden så travlt?!

Jeg forsøger alt hvad jeg kan at nyde, at lade tiden gå i stå. Jeg nyder at tage mig tiden til at sidde i sofahjørnet og amme og kigge på ham mens han sover i mine arme. Og lige nu nyder jeg også synet af ham i sin fine nye strikdragt fra mormors hånd <3

Forleden bimlede min telefon og fortalte mig at det var tid til første tigerspring. Jeg synes nu ikke der er meget at mærke (…endnu), måske er han lidt mere putte-i-armhule-søgende end han har været ugen op til, men det klager jeg ikke over, jeg har bestemt mig for at give ham plads til det og tage mig tiden til at lade ham få al den tryghed han efterspørger. Jeg ved at vasketøj og nullermænd bliver hvor de er, hvorimod barsel og babylykke forsvinder før jeg får set mig om.

Han har fået for vane at tage omkring 350 gr på om ugen, så elastikkerne er godt på vej. Jeg er spændt på at se hvad han vejer i morgen, til 5 ugers undersøgelse. Jeg synes godt jeg kan mærke at han bliver tungere for hver dag der går
– Han har nok hørt at han har noget at leve op til, hvis han skal følge med sine brødre 😉

I går var W og S til fodboldtræning med A.En af deres yndlingsbeskæftigelser. Da de kom hjem fortsatte jubelen, der var nemlig majspandekager på menuen. En af drengenes absolutte favoritretter! Virkelig fedt, for det er en fantastisk mulighed for at få masser af grøntsager i dem.
Som ekstra forkælelse var der en tår koldskål med friske sommerbær til dessert. Mandag kan også være en hurra-dag!

Om min ene arm er der kommet et par armbånd til. Med mine all time favorit datoer. Vores 3 drenges fødselsdatoer og vores bryllupsdag. Mine helt egne minder, som jeg glædes over at se og tænke på hver dag <3

Som nævnt i går, er der masser af dejlige ting på programmet denne uge.
Blandt andet den traditionelle valgaften hos mine forældre. Jeg står for menuen, der byder på valgflæsk a la flæskestegssandwiches med hjemmebagte burgerboller og jordbærkage til dessert. Forberedelserne er i gang, så jeg ikke skal stresse over det på torsdag, hvor lillebror og jeg får formiddagsbesøg af en anden lillebror og hans mor.
Dejligt at have masser af gode ting at glæde sig til 🙂

Rigtig god tirsdag derude!

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkeglimt