Nytårsgaven til A

Opskrift på kransekage – tårn og små bidder

12345678

Det er måske efterhånden lidt sent med en opskrift på kransekage, men om ikke andet, så har jeg opskriften og fremgangsmåden ved hånden næste år, når den skal bruges igen 🙂 Jeg har nemlig erfaret de sidste 3 år, at det kan være lidt svært at huske fra år til år hvordan det nu lige er det skal klares, når jeg kun laver det en eneste gang om året.

Mandag aften hyggede jeg mig med at bage kransekage, da jeg havde puttet drengene og A var på vagt. Det tager vel sammenlagt et par timers tid, incl. fryserventetid, bagetid og pyntning.

Nu er det ikke sikkert der er tid til at bage kransekagetårn inden aftenen indhenter os i dag, men måske der er 15 minutter til at købe-kransekagen kan opdateres lidt, f.eks. med billeder fra året der gik? Jeg synes ihvertfald det er en festlig måde at gøre lidt ekstra ud af det på og det bliver også værdsat af dem der skal hjælpe med at spise den 🙂
Det tager ikke lang tid, jeg kopierer blot de billeder jeg ønsker at bruge, ind i et word dokument, gør dem mindre, kopierer dem så der er to ens ved siden af hinanden og printer dem ud. Klistrer dem på tandstikker og vupti.. Job done! 🙂

Vi bliver kun 6 nytårsaften, så jeg har ikke lavet et giga kæmpe kransekagetårn i år. I stedet brugte jeg det sidste af kransekagemassen til at lave nogle små hapsere med nougat i midten. A er nemlig så ‘heldig’ at have vagt i dag fra 7-7 – ja altså helt til i morgen tidlig – så han har fået en lille kasse med på arbejde, med nytårsgodter til de hårdtarbejdende – champagnen må han dog vente med 🙂

Min kransekage opskrift tager udgangspunkt i Mette Blomsterbergs, der har været brugt i den store bagedyst. Her får I min udgave og fremgangsmåde:

Du skal bruge: 
750 gr. ren, rå marcipan
225 gr. flormelis
60 gr. pasteuriserede æggehvider

Sådan gør du: 
Mål marcipan, flormelis og æggehvider af i skåle. Ælt det meste af flormelissen ind i marcipanen på et rent bord. Jeg gør det med hænderne. Når det meste af flormelissen er indarbejdet i marcipanen laves en lille fordybning i marcipanen og lidt af æggehviderne hældes ned i hullet. Massér æggehviderne ind i marcipanmassen og fortsæt til al æggehviden er brugt. Brug også det sidste af flormelissen undervejs. Sørg for at massen er helt ensartet. Kom kransekagemassen i en plastikpose (til mad) og mas den flad, så den hurtigt kan afkøle. Læg posen i fryseren i ca. 20 minutter.
Tag den kolde masse ud af posen og mål den af i 3 portioner á 300 gr. Der bliver lidt til overs. Rul hvert stykke ud til en 80 cm. lang pølse. Sørg for at den er lige tyk overalt. Den side af pølsen der vender ind mod din mave trykkes let med tommeltotterne, så den bliver flad på den ene side. Mål pølserne af; jeg starter med et stykke på 8 cm. Derefter 10, 12, 14 osv. Mål hele tiden af med 2 cm tillæg. Jeg stopper ved 26 el 28, men du kan fortsætte til der ikke er mere kransekagemasse, hvis du gerne vil have tårnet så højt som muligt.
Løsn stykkerne fra bordet med en spatel, med et hurtigt ‘snit’ langs bordpladen. Saml stykkerne til ringe. Den side du har presset “flad” skal vende indad i ringen. Sørg for at mase samlingerne let sammen, så de ikke sprækker dér når de bages.
Læg ringene på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav også en kugle til toppen.
Når alle ringene er lavet lægges et stykke bagepapir over. Tryk let ovenpå ringene med en anden bageplade, så de bliver lige og plane for oven.
Bag ringene ved 190 grader (ikke varmluft) til de er let gyldne. Ca. 20 minutters tid alt afhængig af ovn. Placér en bageplade lige nedenunder pladen med ringene, så de ikke bliver brændte i bunden.
Pas på ikke at give ringene for meget, hold godt øje når det er ved at nærme sig. De bliver tørre og ret hurtigt brændte, da sukkerindholdet i massen er (temmelig) højt.

Hvis ikke du bruger al massen på ringe til kransekagetårnet kan jeg anbefale at lave små hapsere også.
Jeg måler masse af i små portioner på 30 gr. Ruller dem til kugler. Trykker et hul i midten af kuglen, lægger et lille stykke nougat i midten og sørger for at samle marcipanen om nougaten, så den ikke flyder ud når de bliver bagt. Derefter former jeg kransekagestykker; lidt aflange og runde i enderne, men det er helt op til dig hvordan de skal se ud. Om de skal være runde, aflange, buttede eller….
Bag dem i ovnen ligesom ringene. Mine bagte ca. 18-20 minutter, men de er også ret buttede, så det er vigtigt at vurdere undervejs præcis hvor længe de skal have, alt efter udseende.

Når ringe (og hapsere) er afkølet skal de pyntes med glasur.
Du skal bruge: 
75 gr. flormelis
30 gr. pasteuriserede æggehvider

Sådan gør du: 
Sigt flormelis i en skål, så alle klumper forsvinder. Pisk æggehvide i med en håndmixer og pisk til massen er luftig, skinnende og kridhvid. Glasuren er færdig når den ikke flyder ud, når du stopper med at piske den.
Form et coronet af bagepapir eller brug en sprøjtepose (det gør jeg, for jeg synes et coronet er svært at styre)
Klip et lille bitte hul i spidsen og pynt kagerne med ‘glasurtunger’.
Øv evt. på de små bidder inden du går videre til ringene.
Sæt den nederste, største ring på det fad tårnet skal serveres på. Sæt derefter den næststørste ring ovenpå, glasuren vil sørge for at lime dem sammen. Fortsæt med glasurtunger på næste ring og bliv ved til du når toppen 😉
Jeg drysser lidt frysetørret hindbær på når jeg er færdig med glasuren, både fordi jeg synes det ser festligt ud og fordi det giver et lækkert syrligt modspil til den søde kransekage.

Og så er det vist bare at vente på at klokken slår tolv, champagnepropperne springer og vi hopper ind i det nye år 🙂

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår! Må I komme sikkert og festligt ind i 2015!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nytårsgaven til A