Dreng eller pige?

Opskrift: Sprøde vanillekranse med speltmel

02030405060708

Dem der kender mig, ved at jeg er en værre julegris! Jeg elsker elsker elsker jul. Stemningen, hyggen, godterne, gaverne, traditionerne – alt!
Og nu hvor december for alvor kan duftes i det fjerne, må det være tid til at dele min opskrift på vanillekranse, bagt med speltmel, fordi det er den slags mel min mave synes bedst om. (Du kan selvfølgelig sagtens udskifte speltmelet med hvedemel)

For mig er vanillekranse et sikkert julehit og jeg bager dem derfor hvert år, sammen med nogle af de andre småkager, jeg synes hører julen til. I mit barndomshjem var vanillekranse ikke en fast del af julesmåkagemenuen, men min mormor og morfar kunne sagtens finde på at byde på en krans eller mange når vi kom på besøg 🙂

Siden William kom til, har jeg forsøgt at skabe vores egne juletraditioner. Vanillekransene er en blandt mange, og drengene er vist glade for at jeg har taget dem op, som en af traditionerne 🙂

Og så smager de altså bare bedst hjemmebagt, hvis du spørger mig.
Det er slet ikke så bøvlet som man måske kunne tro og det er bare vildt hyggeligt at hjælpes ad med. Selv små fingre kan sagtens være med 🙂
Hvis du har en kødhakker er den fin at bruge, men dejen kan også sagtens rulles ud i stedet. Finishen bliver lidt en anden, hver har sin charme, men smagen helt den samme.

Det skal du bruge

75 gr. smuttede mandler
250 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)
125 gr. sukker
1 lille tsk vanillepulver (ikke sukker) eller kornene fra 1/2 vanillestang
200 gr. smør (ikke margarine!)
1 æg
1/2 tsk. hjortetaksalt

Sådan gør du

Smut mandlerne hvis ikke det allerede er gjort. Hæld kogende vand over mandlerne og lad det trække 10-15 minutter. Herefter kan mandlerne smuttes ud af deres skal 🙂 Tør mandlerne for vand herefter.
Hak eller blend mandlerne fint. Jeg bruger min foodprocessor, så de bliver hakket helt fint. Bland mel og hjortetaksalt med mandler og vanille i en skål. Hvis du bruger vanille fra en vanillestang er det vigtigt at du maser kornene ud i en smule sukker inden du vender det i melet. På den måde sikrer du at kornene ikke klæber for meget sammen.
Smuldr det køleskabskolde smør i melblandingen og tilsæt sukkeret. Pisk ægget sammen og saml dejen med det til en fast, ensartet masse. Pak dejen ind i film og sæt den på køl minimum 1 time.
Tænd ovnen på 200 grader. Kør dejen gennem kødhakkeren med en stjerneformet plade isat eller rul dejen ud til fingertykke pølser. Skær pølserne i ca. 10 cm lange stykker og saml dem til kranse. Læg kransene på en bageplade med bagepapir. Sørg for at de ikke ligger for tæt, da de hæver lidt undervejs i bagningen.
Bag kransene i ovnen 7-8 minutter, til de er let gyldne. Gå ikke for langt væk fra ovnen. Smørdej som denne får hurtigt for meget.
Lad kagerne afkøle på en rist og sørg for at de er helt afkølede før de kommes i kagedåse eller tætsluttende glas.

Vanillekransene er også fine med et smukt bånd igennem, hængt til pynt på en gren eller et juletræ 🙂

Hvilke småkager har I som fast juletraditionsindslag? Eller varierer I indholdet i småkagedåsen år for år?

3 kommentarer

  • […] en del gange før, så elsker jeg jul! Og en fast del af mit småkage repertoire er brunkager, vanillekranse og […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene J

    Vi har hele mit liv haft pebernøddebagedag, hvor vi (min mor, storesøster, lillebror og jeg) bager pebernødder i stor (!) stil, til glæde for hele familien. Ikke blot er det dejligt at have hjemmelavede pebernødder til hele december, men det er også rigtig hyggeligt at sidde flere timer og trille de små kugler og selvfølgelig at hapse lidt dej ind i mellem 🙂 Eftersom vi er blevet ældre, er der kommet flere småkager til – nu laver vi også altid brunkager, jeg bager finskbrød og derudover lidt forskelligt fra år til år. Selvom min søster og jeg er kommet i tyverne og begge er flyttet hjemmefra, holder traditionen ved, og det er så hyggeligt. Jeg er sikker på at både William og Sigurd (og om nogle år også den lille ny) vil være glade for traditionen mange år frem. Jeg ved i hvert fald, at jeg skal skabe min egen julebags-tradition når jeg selv stifter familie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en god opskrift. Jeg er også bedst til spelt, men har ikke prøvet bage småkager af det endnu.
    Også meget smukt mønster til dit flettede julehjerte 🙂

    Vi har pebernødder, brunkager, vaniljekranse, klejner, jødekager med flere og bare små gode portioner af hver slags 🙂

    Jeg har lige lagt en lækker 1.advent giveaway på min blog, hvis du har lyst.
    God weekend fra Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dreng eller pige?