Dit & Dat

Dreng eller pige?

drengpige

Den værste storm har lagt sig, nu er kemokampen gået i gang. En kamp der skal vindes!

Jeg forsøger at tænke gode tanker og selvom det på en eller anden måde føles forkert, så fortsætter livet jo med hastige skridt, og det er nok også godt nok, trods alt.
Mine forældre synes (selvfølgelig og heldigvis) også det er vigtigt at fortsætte livet og nu hvor det værste chok måske har lagt sig – jeg synes nu stadig mit hoved er bagefter – forsøger vi alle at få det bedste ud af hver dag.

Jordemoderbesøget i onsdags mindede mig for alvor om den lille spire i maven, der åbenbart synes jeg er så stærk, at jeg også lige kan klare hver dag med kvalmehelvede oveni hatten 🙂
Da vi besluttede os for at forsøge at skabe endnu et mirakel, havde jeg egentlig lovet mig selv at jeg ville nyde denne her sidste graviditet i fulde drag. De fleste flergangsgravide kan vist skrive under på, at det aldrig bliver helt som første gang igen. Men jeg synes alligevel drengene er ved at være så store, at jeg har glemt mange “gravid-ting”. Og jeg vil virkelig gerne følge med uge for uge. Men jeg må også erkende, at når livet ryster én så man ikke kan finde ud af hvad der er op og ned, så bliver ens gode intentioner manet til jorden.

Men nu må det være tid til at dreje tilbage mod babysporet. Drengene er stadig meget optagede af maven, spørger meget ind til navlestreng, moderkage og babyhule. De vil gerne snakke om “dengang de var små”, vi kigger billede og video og de kysser baby godmorgen og godnat. Det er så hyggeligt at de er så store at de sådan har lyst til at følge med. Jeg vil nødigt prakke dem en masse på, men når nu de selv spørger, fortæller jeg gerne.
Og så er de forøvrigt meget overbeviste om at det er en lillesøster der gemmer sig derinde. De omtaler såmænd baby som hende når de snakker. Selvom vi har forsøgt at minde dem om at man jo ikke selv bestemmer om det bliver en dreng eller pige..

Og nu til det jeg faktisk havde i tankerne, da jeg ville skrive dagens indlæg..

Dét med kønnet på spiren i maven. At vide det på forhånd. Bevidste eller ubevidste ønsker om kønnet. Når man har 2 drenge (eller bare 2 af samme køn) skal man høre mange sjove kommentarer, selv fra fremmede. “Så må I da prøve en gang mere og se om ikke det kan blive en pige”, “Nå, en 3’er? Ja det er vel meget naturligt når nu I har fået to af samme køn”

Øhm, for mit eget vedkommende vil jeg gerne slå fast, at vi ikke har valgt at få en 3’er, fordi vi går efter at få en pige. Vi har valgt det fordi vi, allerede inden vi fik William, var ret sikre på, at vi gerne ville have en børneflok på 3. Og sidenhen er vi blevet bekræftet i det, fordi vi kunne mærke at vi ikke var færdige efter Sigurd. Og fordi den kærlighed der er mellem de to skønne fyre derhjemme er så stor og fantastisk, at vi gerne vil bringe endnu en ind i det. Jeg er FAMILIEmenneske og elsker tanken om at have tre børn at hygge om og som engang kommer forbi og besøger deres gamle forældre 🙂

Vi har valgt, at vi gerne vil have kønnet at vide. Både af rent praktiske årsager, blandt andet fordi vi har virkelig mange skabe fyldt med drengebabytøj og drengedims. Men også fordi det vil være nemmere for drengene at forholde sig til baby, når vi kan snakke om ham eller hende. Finde ud af hvilket navn han/hun skal have osv.

Som med så meget andet, er der delte meninger om det med at kende kønnet på forhånd. Jeg ville på en måde ønske at jeg kunne vente, for det må være et spændende twist i fødselsfasen, at få det afsløret. Men jeg kan bare ikke vente… Og heldigvis er vi enige om, at vi gerne vil vide det.
Så nu venter vi i spænding…

Men jeg kunne da godt tænke mig at høre nogle af jeres tanker omkring det. Vidste I det på forhånd? Hvorfor/hvorfor ikke? Vil du gerne vide det til den tid? Har du også oplevet nogle af de “sjove” kommentarer der følger med dét at være gravid og kende/ikke kende kønnet? Eller følger med dét at have fået flere af samme køn? Hvor meget har du delt? Har I fortalt det eller holdt det for jer selv?
Gad vide om der er nogen derude der har fået ét at vide men alligevel blev overrasket til fødslen?

11 kommentarer

  • […] jeg skrev om for noget tid siden, i dette indlæg, så ville vi gerne vide kønnet på den lille ny, der indtager vores familie til maj. Og det ved […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • PetrineRigmor

    Hej Pernille,
    Vi kendte ikke kønnet før en uge inden fødslen. Ved første scanning kunne de ikke se det, så vi gik derfra lidt overraskede over ikke at få at vide, om vi sku ha en dreng eller pige – vi havde kun talt om, om vi ville vide det eller ej, ikke om at de evt. ikke ville kunne give os besked 🙂 Ved næste scanning bad vi om ikke at få det at vide, for nu havde vi lissom vænnet os til tanken om at vente til fødslen med at få det at vide. Men da jeg så var til en ekstra scanning pga noget blodtryk en uge inden, kom lægen til at sige “han”, selvom vi havde sagt, at vi ikke ville vide noget. Hun blev meget flov og udbrød “Gud, I ville jo ikke vide det. Undskyld!”. Men da hun havde sagt det, gik det op for os, hvor ligegyldigt det egentlig var 🙂 Jeg ved ikke, om vi vil have kønnet at vide næste gang, men det tror jeg, for jeg tænker ligesom dig, at det er godt for vores ældste at have noget mere konkret at kunne forholde sig til?!
    Kram fra Petrine
    PS. elsker at følge med her, selvom jeg sjældent kommenterer. Du gør det supergodt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Dette indlæg måtte jeg simpelthen kommentere på, fordi jeg fuldt ud kan relatere til det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Vi var så nysgerrige efter at vide, hvem der var derinde, så vi fik en privat kønsscanning i uge 14… Vi var ret sikre på, at det var en dreng, så da vi fik at vide, det var en pige, skulle vi selvfølgelig lige omstille os mentalt. Det var nu ikke fordi, det var så svært – vi havde ikke præferencer, bare mavefornemmelser der ikke helt stemte 🙂 Jeg er så glad for, at vi kunne omstille os mentalt forinden og ikke gå i 9 mdr med en bestemt tanke, og så modtage et på sin vis andet barn, end først forestillet. Jeg ville bestemt gøre det igen – også fordi det, som andre skriver, giver storesøster noget lidt mere konkret at forholde sig til. I forhold til det med andre menneskers kommentarer, så er det som om, det bare for nogen føles legitimt at kommentere på det, der har med børn at gøre… Har man et barn, hører man på kommentarer om endnu ét – har man mere end to, har man tit lidt mange osv. Vi ville ikke fortælle navnet før efter fødslen, da det betød meget for os, men det faldt virkelig mange for brystet. Som om det var alles ret at vide på forhånd… Alle de bedste tanker herfra – ikke mindst til din far!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Jeg kigger lidt med engang imellem, (og måtte for 1. Gang nogensinde lige svare på et indlæg 🙂
    Jeg søgte, som du, også efter meninger og erfaringer med at vide kønnet da jeg sidst var gravid. Vi havde 2 drenge (knap 4 og 7) og vidste ikke kønnet på dem da vi ventede dem. Jeg har altid “regnet” med jeg fik en dreng og en pige, så da nr. 2 kom var det helt sjovt at det var sådan det gik. Her 3. Gang (mit barn er nu 8 måneder) overvejede jeg først lidt at få kønnet at vide. Men NEJ – det er jo som at pakke en julegave op før juleaften. Jeg blev bekræftet i dette da jeg talt med en bekendt, som ikke vidste kønnet på de 2 første , men på det 3. Hun synes det var helt forkert at vide det. Kedeligt på en måde. Jeg beundrede også lidt dem der ikke fik det at vide – fordi man netop derigennem på en måde fortæller verden at man er ligeglad omkring kønnet, at man bare vil det barn der kommer.
    Derudover er det jo en kæmpe oplevelse at give sig selv – en følelse man aldrig glemmer – når man får barnet i armene og man overvældes af kærlighed og glæde over at det så lige netop var det køn der kom ud.
    Min mand var 100% sikker på at han ikke ville vide kønnet – så det har selvfølgelig også noget at sige omkring beslutningen. det er ikke fordi, jeg ikke kan forstå at man gerne vil vide kønnet – her fik du bare lidt tanker om glæden ved ikke at vide det.
    PS. synes sagtens mine to store drenge kunne forholde sig til barnet i maven, selvom de ikke kendte kønnet. De synes det måtte være en pige nu når jeg var i undertal 😉
    Nu hvor jeg har 3 drenge er det bare det skønneste, og synes det er fedt at de får deres egen lille drenge”klub”. En snert af mig ville selvfølgelig også gerne have haft en pige, men jeg vil ikke bytte ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene Høj

    Jeg har vidst kønnet alle tre gange. De to ældste er dreng og rosinen i pølseenden er lillesøster. Jeg tror at jeg er færdig med at få børn – Ikke fordi jeg nu har børn af hver køn, men af rent praktiske årsager såsom manglende tid, for lille hjem, bil osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice Cravach

    Jeg har jo egentlig vidst, hvad køn det har været, ved de to ældste, vidste jeg det var piger, der valgte vi ikke at få det at vide, da det var faderens ønske, men ved nr to, købte jeg nu lyserødt tøj, hun sku ha på hjem 😉
    Og da jeg blev gravid 3. gang, var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det var en dreng, men det ville manden (ny mand 😉 ) nu gerne ha at vide, om det var rigtig – og det var det 😀 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ved den først vidste vi det ikke – det havde vi bevidst fravalgt. Ved nr. 2 ville vi gerne vide, både at praktiske grunde (kunne alt pigetøjet bruges eller skulle der købes nyt), men også for bedre at kunne forholde sig til den lille ting inde i maven. Det var også nemmer for Karoline at forholde sig til, at hun skulle have en lillesøster.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Jeg har været i tvivl, om jeg vil vide det eller ej, men nok alligevel hældt mest til at det skulle være en overraskelse 🙂 Efter jeg læste dette indlæg http://www.skalotte.dk/naar-droemmen-brister/ , den anden dag, er jeg ikke i tvivl længere. Jeg vil ikke vide det, det skal være en overraskelse 🙂 Men nu må vi jo se om det ændrer sig, når jeg engang står i det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da jeg ventede min dreng, fik vi først kønnet at vide til den der anatomy scan omkring uge 18-19(?) og jeg følte virkelig at det var der jeg blev mor. Så jeg tænkte det ville være det samme her anden gang, men fordi nogle tekniske ting omkring hvilke prøver man får foretaget har ændret sig siden dengang, altså her i USA, så kunne vi allerede få kønnet at vide omkring 12 uger denne gang. Og vi ville virkeligt gerne vide det. Og det var skønt at få svaret osv, men nu kan jeg godt se at det ikke er at kende kønnet der gør at man føler sig mere knyttet til det kommende barn, jeg synes næsten kun lige det er begyndt nu hvor jeg begynder at mærke spark. Og vi venter så en pige denne gang. Overraskende mange har sagt noget à la “en pige! Hvor perfekt! Så har I en af hver!!!” Sådan tænker jeg ikke nødvendigvis så det er faktisk lidt underligt at få andres reaktioner “prakket” på en. Men så igen, måske er der simpelthen bare ikke noget klogt at sige om det med kønnet. Havde vi fået en dreng, havde folk sikkert sagt noget i retning af “hvor perfekt, så bliver de bedste venner!” (Det bliver pseudotvillinger, så de er tæt i alder).
    Ville i øvrigt sige at jeg har fulgt med på Instagram og bare ønske Jerrs familie al muligt held og lykke med de kæmpe udfordringer I står med lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har tre drenge, og ved den mindste valgte vi at betale os fra en 3D skanning, hvor de to store var med. De store må havde været knap 2½ og 4½, da vi gjorde det. Det har vi aldrig fortrudt. Det gjorde alting mere håndgribelig og virkelig. Og vi lagde ikke skjul på, at vi ventede endnu en dreng for omverdenen. Det gjorde alting meget nemmere. Og de så ofte den dvd, vi fik med hjem af skanningen. Men jeg kan sagtens forstå dem, der ikke vil kende kønnet – især ved første barn.
    / Susanne

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dit & Dat