Da verden gik i stå, igen….

I går aftes da jeg sad og redigerede weekendens billeder til en forsinket mandagsupdate, havde jeg ingen anelse om, hvad der ville ramme mig lige rundt om hjørnet.

Havde forestillet mig et indlæg der skulle emme af hygge, fortælle om en skøn weekend med god tid, morgenmadsslabberas, biblioteksbesøg, vanillekrans-bagning, babybule der allerede er i vejen i køkkenet, pizza, 2-retters forkælelsesfredagsmenu, øko-glad-gris flæskestegsmiddag, læsning og gåtur med røde kinder.

Men… Da min mor ringede kl. 19.46 og indledte samtalen med “Er du alene?”, vidste jeg godt, hun ikke ringede for at hyggesnakke! Min mave frøs til is, al blodet landede i tæerne, verden gik i stå. Den snigende frygt, jeg har gået med den sidste uge, blev til virkelighed.
Min far er syg – igen.
Den sidste uges tid har han skrantet, været svimmel og utilpas, har ikke kunnet passe sit arbejde ordentligt (og tro mig, der skal VIRKELIG meget til!)

Da han gik til lægen i går, blev han sendt på sygehuset med mistanke om en blodprop i hovedet. Da han lå i MR scanneren var det dog ikke en blodprop der viste sig, men i stedet en svulst på 2×3 cm. I HJERNEN!
En svulst der på en uge har givet værre og værre symptomer, en knude der trykker alle de steder den ikke skal.
I dag skal han scannes, i morgen skal svulsten opereres væk. 5 timers operation, med alle de risici på papiret, som man ikke engang kan sige højt.
Indtil videre er der stadig mange spørgsmål der ikke kan besvares. Er det kræft? Hvordan skal operationen gå? Hvor mange mén vil operationen give? Skal han ..? Hvad hvis det er kræft? Kommer det fra det andet kræft, han har kæmpet med de sidste mange måneder?

HVORFOR? Hvorfor?

Mine øjne er så hævede at de næsten ikke kan åbne. Tårerne triller uhæmmet.. Tankerne myldrer rundt. Trætheden trykker et sted indeni, hovedpinen overdøver det..
Og som om det ikke er nok, vågnede Sigurd i nat med opkast, så den smule hvile vi skulle have haft ud på de sene nattetimer, blev aflyst af en skør påmindelse om, at livet går videre..

Her til morgen har jeg været med William til forældredag i skolen et par timer. Forsøgt så godt jeg kunne at holde tankerne i det. Det var svært. Nu venter jeg..
Venter på at min mor og bror bliver klar til at køre mod Aarhus, så vi kan besøge min kære far, der ligger dér i en hospitaltseng, på en overvågningsstue, omgivet af mennesker, alligevel helt alene. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det, men det nytter ikke at skubbe det væk. Jeg lader tankerne vende i hovedet, for det nytter ikke at skubbe dem væk.. Vi er nødt til at forholde os til det!
Jeg glæder mig til at se ham!

Uretfærdighed er et ord der dukker op i mit hoved igen og igen. Jeg synes ikke det kan være rigtigt! Vi troede vi var ved at være i mål med hans kræftforløb..
Endnu en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er. Og jeg vil gerne sende den videre;

Kys det nu, det satans liv! Grib det, fang det før det er for sent!

<3