Kære tandfe
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville blive væltet så meget omkuld af en lille (bitte) rokketand.
Men der skete altså det, da William kom hjem fra børnehave en dag for et par uger siden og fortalte at to af hans tænder rokkede, at jeg blev ellevild og helt begejstret og vi delte en skøn glæde med kram og grin.
Måske fordi jeg blev sat helt tilbage til min egen barndom, jeg kunne nærmest mærke hvordan det føltes at sætte tungen ind under en rokketand og ikke kunne lade være at røre ved den hele tiden..
Da jeg, nogle dage senere, spurgte entusiastisk til hvordan det gik med rokketænderne svarede han prompte “Jeg synes det er kedeligt at rokke med dem mor” så der var ikke sket så meget :o)
Pludselig var han dog blevet grebet af det alligevel og en aften efter aftensmaden foreslog Anders at han lige drejede lidt på den og vupti, den kæreste lille tand sad mellem to små fingre og William blev helt overrasket, genert, stolt og glad :o)
Der er et par af børnehavevennerne der allerede har tabt tænder, så de har haft snakket meget om den del der involverer tandfeen. William var derfor helt opsat på at den skulle under hovedpuden.
Sådan nogle bitte små tænder bliver dog nemt væk under en hovedpude, specielt når den skal ligge hos en dreng der sover som en propel, så vi måtte straks i gang med at sy et lille gemmested til den.
William stod for designet og jeg udførte efter nøje anvisninger.
I nattens mulm og mørke havde tandfeen byttet tanden ud med et par mønter til spareelefanten.
Om morgenen kom vi til at snakke om hvad mon tandfeen bruger tænderne til.
Da jeg var lille fandtes ingen tandfe (ihvertfald ikke hjemme hos mig), så jeg ved det faktisk ikke. Måske der er nogle af Jer der kan hjælpe os med at gøre os lidt klogere på den del af historien? :o)
Det var da et godt spørgsmål, og posen er rigtig fin. Pernille som fylder 7 om to dage har allerede tabt 8 tænder og lillesøster på 5,5 har tabt to, så sidst var det efter yngste var vågnet at jeg fik lagt en mønt ind i tændstikæsken vi bruger. Og ja de store mærke øjeblikke efterfølger jo hele tiden med nye, og begejstringen over den første tand frem eller ud træder i baggrunden, men det er da en milepæl som er dejlig at huske via bloggen tænker jeg 🙂