Lige nu & lige her

Kernesunde (burger)boller

Paleo fanatikere bliver vi nu nok aldrig herhjemme, til det er vi vist alt for pjattede med mangfoldigheden i mad..
Men fuldkornsfreaks, dét er vi (også de to små) og derfor kastede jeg mig, som jeg også skrev om her, ud i et forsøg med kerneboller, da der skulle laves kyllingeburgere sidste weekend.

Flere har efterspurgt opskriften, både her og på Instagram (@mormedmegetmere) og jeg deler jo gerne ud, så her kommer den.
De fungerer perfekt både som burgerboller, eftermiddagsboller, morgenboller, frokostboller, lækkersultenboller og og ….

Sidste weekend var de et hit som burgerboller, i går indgik de i en lækker frokost for 2 og om aftenen blev de ristet i ovnen med lidt tomatpuré og revet ost på og brugt som tilbehør til tomatsuppe. Mmm

Alt efter hvilken størrelse du ønsker de skal have får du 4-8 boller af en portion

Du skal bruge:
1 dl gul fiberhusk
1 1/2 tsk salt
35 gr mandler (smuttede)
50 gr solsikkefrø
55 gr hørfrø
50 gr græskarkerner
60 gr sesamfrø
1 æg
2 1/2 dl vand
1/2 dl olivenolie

(Hvis du ikke har de præcise mængder frø/kerner kan du bytte lidt rundt på mængderne, men ovenstående er det jeg ca bruger når jeg laver dem og det fungerer ihvertfald godt :o))

Sådan gør du: 
Start med at putte mandlerne i en skål, hæld kogende vand over og lad det stå nogle minutter indtil du kan smutte skallen af dem.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Vej kernerne af og blend dem så fint som muligt sammen med mandlerne. Jeg bruger enten en kaffekværn, blender eller stavblender til formålet..
Bland salt, husk og kerne-melet i en skål. Rør æg, vand og olie i og rør det godt sammen. Det bliver temmelig “gummi”agtigt.. Lad det stå nogle minutter og trække og rør så rundt igen.
Derefter sættes passende klumper dej (i nogenlunde samme størrelse) på en bageplade med bagepapir. Form klumperne til boller med hænderne, det er rimelig nemt at arbejde med dejen. Sørg for at de ikke bliver alt for høje, da de så skal bage temmelig længe. Mine bliver ca. 1-1,5 cm høje.
Bag i ovnen i 30-45 minutter alt efter hvor mange boller du har lavet. Når jeg laver 8 boller skal de ca. have 30 minutter.
Du kan se de er færdige når de har hævet sig lidt, føles gennembagte og lyder lidt hule når man banker dem under bunden.

Velbekomme og god fornøjelse hvis du kaster dig ud i det og rigtig god weekend til Jer alle!

1 kommentar

  • De smager helt fantastisk – og er et stort hit herhjemme allerede, selvom jeg kun har haft bagt en portion. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lige nu & lige her