Pårørende
Før jeg blev mor skænkede jeg ikke døden mange tanker.
På en måde kan man måske sige at jeg følte mig udødelig…
Det gør jeg ikke længere. De seneste år er jeg blevet meget mere bevidst om det, både fordi jeg selv har været syg og fordi jeg nu ser skrøbeligheden i livet på en måde jeg ikke gjorde før.
Jeg har forsøgt at se det som en positiv påmindelse om at man skal værdsætte det man har og nyde både store og små ting livet byder på!
For godt og vel 10 år siden mistede jeg min morfar til kræften. Min farmor har sidenhen overvundet den, selvom jeg må være ærlig og sige at jeg tænkte, da hun fik diagnosen, at det ville blive svært at komme forbi dén forhindring, men hun gjorde det på trods af skrap kemokur og hvad der ellers hører med.
For et par uger siden gik tiden i stå. En af mine allernærmeste har fået konstateret kræft. En frygt vi havde gået med i ganske kort tid blev desværre bekræftet..
Det er så mærkeligt med sådan noget, man føler at tiden går i stå, men alligevel fortsætter livet for øjnene af én og det er nok godt nok egentlig..
Vi holder humøret oppe, giver os selv og hinanden lov til at være kede af det, snakker om det og lever som vi plejer, næsten..
Nu venter vi på at behandlingen skal gå i gang og vi må tage det lidt efter lidt. Vi er sikre på at dette bliver en kamp vi vinder, men vejen til mål er lang og fuld af forhindringer der skal overståes og som vi helst havde været foruden..
Jeg er nu pårørende – en titel jeg gerne var foruden, men det er nu engang sådan det er ..
Og jeg vælger at dele det med Jer, for der er garanteret mange af Jer derude der er eller har oplevet at være det også…
<3
Mange tanker til jer og jeres familie.